MENTORER PÅ SAM-BACH

– Her kan du læse mere om dette års mentorer 

 

Jonatan Steengaard

Journalistik + Politik & Administration

Jonatan læser på sit femte semester ved RUC og har en meget positiv indstilling til livet. Han interesserer sig meget for kommunikation mellem mennesker, hvorfor journalistik er det, han brænder for på RUC. For Jonatan er det vigtigt at engagere sig i studiets mange tilbud og sociale fællesskaber, da det er med til at skabe tryghed og større kendskab til studiet og de studerende omkring ham.

Freja Cebulla Bach-Petersen

Global Studies & International Development

Freja har i løbet af sit studie været på udveksling to gange, udskudt sin bachelor og taget et sabbatår før kandidaten. På trods af hun har haft mange overvejelser omkring, hvilket studie der var det rette for hende, er hun faldet godt til rette på hendes kandidat studie. For Freja er det vigtigt, at man sørger for at tage sig tid til at studere på sine egne præmisser; det tager den tid, det tager. Det vigtigste er, at man er glad for sit studie.

Peter Bruun

Plan, by og proces + Geografi

Peter studerer på sit femte semester ved RUC. Han har tidligere erfaring med at studere ved både CBS og KU, hvilket gør, at han har et godt indblik i, hvad der gør, at RUC skiller sig ud fra andre universiteter, både på godt og ondt. Peters fokus i forbindelse med mentorordningen vil være på alle de spørgsmål, man har som ny studerende både af faglig og social karakter, og hvordan man bedst muligt engagerer sig i sit studie.

Jonas Søderberg

Socialvidenskab + Historie

Jonas er åben og imødekommende og har efterhånden en del erfaring som RUC’er. Han studerer pt. på sit 3. kandidatsemester og har været rusvejleder to gange. Ambitionen er at være gym.lærer i samfundsfag og historie. Han har god kendskab til, hvordan studiet på sam og hum fungerer – og har brugt meget tid på at reflektere over, hvad RUC’ere er rigtig gode til. Nye studerende har tusind spørgsmål – og han glæder sig til at svare på stort og småt.

Sarah Zedlitz Alberg

Miljøplanlægning + Kommunikation

Sarah er en engageret studerende, der efterhånden har prøvet det meste. RUC var ikke hendes førstevalg eller studie, men helt klart det rigtige. Hun har været rusvejleder, studenterpolitisk aktiv i Frit Forum, siddet i studienævn og arbejdet med stress på universitetet. Sarah har yderligere skrevet mange projekter med virksomheder og interesseinstitutioner.

Benjamin Wallin Sørensen

Et-fags Socialvidenskab

Benjamin er sød, venlig og rigtig glad for at gå på RUC. Han havde en meget forvirrende opstart på RUC og vidste stort set ikke, hvad der var op og ned på noget som helst. Det gjaldt stort set alt lige fra it-systemer til at finde de rigtige lokaler, og derudover var han også i tvivl om, hvorvidt RUC var den rigtige beslutning for ham. Det har heldigvis altsammen ændret sig siden da, og Benjamin er idag rigtig glad og stolt af at gå på RUC.

Christian Jacobsen

Socialvidenskab + Pædagogik og Uddannelsesstudier

Christian er en rolig og venlig person, der ser frem til at hjælpe nye studerende med at komme godt igang på RUC. Han er på sit 5. semester. Han har haft både op- og nedture ved at gå på RUC. Han havde enormt svært ved at vende sig til livet som universitetsstuderende med ny bolig, stort pensum, socialt liv og arbejde, der skulle balanceres. Han håber, at disse erfaringer kan komme nye studerende til gode.

Katrine Damberg

Socialvidenskab + Historie

Katrine er vild med sit studie og RUC. Alligevel kan hun ikke lade være med engagere sig. Det gør hun, fordi hun synes, det er fedt at være del af det aktive miljø på RUC – og sammen gøre sit studie endnu federe. Katrine har derfor på sin bachelor været aktiv i sit hus, SAMRådet, Studenterrådet og siddet i studienævnet. Hvordan man kan balancere sit studieliv og finde plads til det hele, vil Katrine gerne snakke med nye studerende om.

Frederik Nobel

Arbejdslivsstudier + Pædagogik & Uddannelsesstudier

Frederik læser på 5. semester på bacheloren og har valgt at blive mentor, fordi han selv havde en mentor sit første år på RUC, så han ved, hvor svært det kan være at navigere rundt på universitetet. Frederik har gennem semestrene lært, hvordan det er at skulle være omstillingsparat i forhold til sine valg og kan hjælpe med, hvordan det gøres bedst. Får man Frederik som mentor, vil man altid kunne skrive til ham, hvis man har spørgsmål.

Daniel Dang Nedergaard Nielsen

Virksomhedsledelse

Daniel har prøvet næsten alle muligheder, RUC kan tilbyde: Læst i udlandet, været i praktik, skrevet projekter med virksomheder, været gået ned med stress, forlænget studiet, og taget et sabbatår mellem bachelor og kandidat. Selvom at en cand-grad er den bedste vej til ’det voksne liv’, er det absolut ikke den eneste mulighed.

Johan Jørgensen

Internationale Studier

Johan er en frisk og engageret studerende, der efter en kort stund at have været i tvivl om, at RUC var det rigtige, sprang i med begge ben. Derefter har Johan været engageret i det sociale og politiske liv på campus bl.a. som rusvejleder af to omgange og aktiv i Studenterrådet. Johan har prøvet at skifte fag, været med i både festudvalg og fagudvalg, læst på nedsat tid og arbejder stadig på at lære at jonglere fritid og studie.

Sigrid Friis Neergaard

Internationale Udviklingsstudier + Journalistik

Sigrid har oplevet lidt af det hele på sin bachelor på RUC. Hun har været på udveksling to gange og har arbejdet i både gode og mindre gode grupper. Selv ville hun ønske, at hun havde været en del af mentorordningen på sit første semester for at være bedre forberedt. Det er derfor, at hun nu har besluttet sig for at dele ud af sin erfaring og forhåbentlig klæde nye studerende bedre på, end hun selv har følt sig.