Velkommen til Reality Bites

Reality Bites blev startet af en gruppe engagerede studerende på RUC og gik første gang i luften med mentorordningen i 2013. Gennem årene er der også blevet holdt konferencer og der er altid plads til nye ideer i foreningen. I dag lægges energien udelukkende i mentorordningen, hvor vi er med til at give de nye studerende den bedst mulige studiestart.

Vores mentorordning er til dig, der lige er startet på en bacheloruddannelse. Dette års mentorordning er skudt i gang med et stærkt mentorhold sammensat af dedikerede og ambitiøse personer, der stiller sin viden og erfaring til rådighed for en lille flok nye studerende.

Formålet med Mentorordningen er at give nye studerende den bedst mulige start på RUC. Mentorordningen er skabt for at give nye studerende inspiration til at reflektere over deres studie, studietid og studieliv. Visionen er, at erfarne studerende, deler ud af deres viden om det at være studerende.

Vi mener, at den viden som erfarne studerende ligger inde med, kan være inspirerende og givende for nye studerende, der ønsker at komme godt fra start. Derfor har vi sammensat et hold af dedikerede og inspirerende personer, der står klar til at være mentorer for 3-5 nystartede studerende på deres 1. semester.

En mentor er en studerende, der gennem sin studietid har samlet erfaring på forskellige områder. Som mentor stiller man sin viden og erfaring til rådighed for den lille flok studerende, man er mentor for. Vores mentorer er ikke guruer eller orakler, der har alle de rigtige svar, men de er person, der kan bidrage til inspiration og refleksion. Vores mentorer har også meget erfaring, der ikke nødvendigvis relaterer sig direkte til studiet på universitetet. Derfor bliver mentoren heller ikke en ekstra studievejleder, men en mentor.

Værdierne i Reality Bites

Virkeligheden bider. Og i Reality Bites giver vi dig, mens du går på universitetet, mulighed for at opleve lidt af virkeligheden – i mindre eller større bidder.

I Reality Bites arbejder vi for at skabe rum og universer, hvor der er plads til inspiration og refleksion, som kan give dig mod og lyst til at skabe dig selv som et interessant individ med en relevant uddannelsesbaggrund.

I Reality Bites mener vi, at tiden på universitetet er en af de mest lærerige og definerende perioder i livet. Det lyder måske lidt højstemt og filosofisk, men det er det egentlig ikke. Universet omkring universitetet kan i virkeligheden beskrives som én stor inspirations-legeplads. Det er en legeplads, man kan få ufatteligt meget ud af, hvis man tør gå på opdagelse, finde nye legekammerater og eksperimentere med forskellige redskaber.

Det er inspirationen, der driver værket

I Reality Bites mener vi, at det er vigtigt at blive inspireret af andet end selve studiet i løbet af sin uddannelse. For os er det alfa omega at blive tankevækkende inspireret på vores vej gennem studiet – helst hele tiden, og helst fra mange forskellige vinkler.

Det har vi oplevet, at andre studerende faktisk også gerne vil.

Derfor arbejder vi for at skabe universer, hvor studerende kan blive inspirerede til at reflektere, og forhåbentlig få mod og lyst til at handle.

Vi vil altid gerne have flere med på holdet. Hvis du er nysgerrig, kan du læse mere om os her på siden, og du er også altid velkommen til at kontakte os!

VÆR IKKE GENERT - TA' KONTAKT TIL OS!

Vil du gerne i kontakt med os? Måske er du interesseret i mentorordningen – eller er det vores årlige konference, der har pirret din nysgerrighed? Send os en mail allerede i dag og fortæl os, hvad du går med af tanker! Vi glæder os til at høre fra dig.